Ledigheden falder i Esbjerg
03-08-2010
De nyeste officielle ledighedstal viser, at der i juni måned var 1.941 arbejdsmarkedsparate ledige i Esbjerg Kommune. Det er et fald på 629 i forhold til januar måned, hvor ledigheden toppede.
Set i forhold til niveauet i Syddanmark og på landsplan er ledighedsniveauet lavere i Esbjerg.
I Esbjerg Kommune er 3,4 procent af arbejdsstyrken ledig. I Syddanmark og på landsplan er den tilsvarende procent på 3,8.
Ledigheden falder normalt i foråret på grund af sæsonvariationer på arbejdspladserne i området. De seneste år har konjunkturudviklingen overtrumfet dette mønster og der har været en stigende tendens gennem hele året.
Jobcenterchef Lise Willer udtaler:
- ”Faldet i ledighden er meget større end jeg havde turdet håbe. Vi startede året med en ledighed, som lå dobbelt så højt som den tilsvarende måned sidste år og ligger nu i juni måned ”kun” en tidendedel over juni sidst år. Jeg håber selvfølgelig, at tendensen vil fortsætte, men desværre peger prognoserne på, at ledigheden vil stige lidt endnu”.
Det officielle ledighedstal afspejler ikke direkte konjunktursituationen, idet det kun omfatter de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og ledige, der ikke er i aktivering.
Hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne er ikke arbejdsmarkedsparate.


